Rimfrostsafari

I de 20 år jeg boede på Nørrebro, gik jeg flere gange om ugen tur på Assistenskirkegården. Jeg har altid elsket kombinationen af de historiske vingesus fra de mange kendte menneskers gravsteder, variationen i faunaen, der efter sigende kun overgås af Botanisk Have - og den tætte forbindelse mellem liv og død, der opstår, når nybagte forældre triller med der guldklumper i barnevognene, børn leger, elskende kysser og sørgede samles mellem gravene. Og så har jeg altid nydt, at man derinde virkelig kan mærke årstidernes skiften på en måde, man ellers sjældent helt fornemmer i byen.

Assistenskirkegården byder næsten altid på uventede eventyr. Og alligevel overrasker det mig, at jeg næsten på hver eneste tur opdager en gravskrift, et træ, en bænk, jeg aldrig har noteret mig før.

Snedronningens fortryllede forhave

Disse billeder er taget for et par år siden, hvor jeg pludselig befandt mig på den mest fortryllende rimfrostsafari. Jeg endte med at bruge mange timer på at genopdage de velkendte steder kysset af rimfrosten. Og da billederne i morges dukkede op i mit Facebook-feed som et minde slog det mig, at det i disse dage er endnu mere relevant at tage på rimfrostsafari end nogensinde før. For hvis der er en ting, vi virkelig lærer her under de strenge corona-restriktioner er at glæde os over de helt små ting. Og det er en spidskompetence, når man tager på rimfrostsafari. For mindre og mere subtile eventyr finder man næsten ikke. Til gengæld rummer hver blomst, hvert blad, sin helt egen fine historie. Et studie i symmetri, blondekanter og forfrysninger. Som Snedronningens forhave eller prologen til et vintereventyr.

Nu bor jeg i Kerteminde og selvom der har været ansatser til rimfrost i den måned, jeg har boet her, er det ikke til at sige, hvornår græsset igen står knitrende, gnistrende hvidt som isbjørneskind. Men en ting er sikker: Når det sker skynder jeg mig derud i den flygtige fornøjelse. Og opfordrer alle jer andre til at også at tage på et lille hverdagseventyr. På rimfrostsafari.

Previous
Previous

Fra sæbebobler til hoppebolde

Next
Next

No 8 KONTAKT