Fra sæbebobler til hoppebolde
Jeg kom lige i tanke om en gammel reklamefilm, hvor man slap tusindvis af kulørte hoppebolde løs i San Fransiscos stejle gader. Og filmede dem, mens de hoppede henover biler, skraldespande og trapper. Og nærmest dansede mellem hinanden i luften i et stort fælles hjerteslag. Med den skønneste underlægningsmusik af Jose Gonzales, der ligefrem hedder “Heartbeats”.
Den er i sig selv dejlig at gense. Men grunden til, at jeg kom til at tænke på den idag var, at der er noget over de hoppebolde, der minder mig om noget af det, jeg savner allermest fra livet før pandemien: Tilfældighederne. Det uventede. Det overraskende. Det man ikke lige selv satte igang, men som opstod som det lykkelige resultat af en masse pudsige på hinanden følgende begivenheder.
Vel vidende, at vi selvfølgelig lige nu lever i en tid, der på mange måder byder på uventede nyheder hver dag, er det som om selve hverdagene under nedlukningen bliver langt mere forudsigelige end de plejer, med mindre man gør sig meget umage for at opsøge det uventede, det overraskende.
Normalt elsker jeg sæbebobler. Jeg kan aldrig få skum nok i skumbadet. I årevis bød jeg altid gæster velkommen ved at blæse sæbebobler ud ad hoveddøren, så de skulle gå gennem sæbebobler op ad trappen til mig. Og jeg befinder mig selv vældig godt i isolationsbobler - faktisk så godt, at det for mig kan være forbundet med en intens lykkefølelse, hvis jeg ved, at har flere ubrudte dage forude helt for mig selv. Bobler er på mange måder “my thing”.
Men lige i disse tider bekymrer boblerne mig alligevel. For det er en tankevækkende pudsighed, at det er netop ordet bobler - - der også er nøglebegrebet, når filosofiprofessoren Vincent Hendricks forsker i ‘boblestudier” - vi endte med at bruge om de mennesker, vi må omgås under pandemien. For det er ikke meningen, at vi skal svæve rundt i bobler mellem hinanden uden at være i nærkontakt med hinanden.
Her under pandemien fokuserer vi så meget på de venner vi savner. De børnebørn, der ikke får set deres bedsteforældre. De fester, vi må give afkald på. Men efterhånden som nedlukningen og restriktionerne trækker ud, er der også en helt anden type relationer og samvær, der begynder at mangle for alvor.
Det er både alle de andre nære relationer, vi slet ikke tænker over til daglig, fordi de bare er en naturlig del af livet. Som konkret eksempel fra mit eget liv har jeg et meget tæt forhold til mange af mine venners børn, som jeg har passet siden de var små. Nu, hvor de er store, har jeg en dyb fortrolighed med dem. Og de er jo vant til at se mig med meget jævne mellemrum og kunne vende stort og småt med mig, som de måske ikke lige vender med deres forældre. De ved selvfølgelig, at de altid bare kan ringe. Men det er noget helt andet end den spontane snak ved middagsbordet. Og den slags relationer, der “falder udenfor boblen” er der virkelig mange af, når man først bliver opmærksom på dem.
Og det er alle de fjerne relationer til resten af omverdenen. Vores daglige omgang med alle de mennesker, vi egentlig ikke kender - eller som vi er meget uenige med. De er også vigtige os at omgås. For de hjælper med at udfordre vores tankegange og hvæsse vores ideer. De giver os et indblik i, hvordan det er at leve, prioritere, stemme eller handle helt anderledes end os selv. Og prikker derfor et lille hul i vores bobletankegang. De påvirkninger har vi brug for.
I håbet om at bringe lidt liv ind i de virtuelle møder, har jeg fået lavet nogle gigantiske genopbygger-kort til de kommende mandagssaloner
Det er noget af det, jeg de kommende 8 mandage forsøger at skabe med Genopbyggernes Mandagssaloner. Hvor vi virtuelt kan mødes på tværs af alder, politiske overbevisninger, landsdele og faglige ståsteder - dele tanker, erfaringer og perspektiver og inspirere hinanden. Og jeg tror, vi har brug for mange flere af den slags virtuelle samlingspunkter, hvis nedlukningen trækker ud.
Og det var derfor, den lille film med hoppeboldene fyldte mig med sådan en længsel her til morgen. For selvom vi af al kraft kan prøve at skabe nye virtuelle samplindspunkter og rum for fælles udforskning og fordybelse glæder jeg mig sådan til vi igen kan færdes frit og mødes fysisk. For det er jo sådan vi er skabt til at leve. Vi skal hoppe, danse, badutspringe, bumpe tilfældigt ind i hinanden og blive inspireret til at kigge i nye retninger, blive at ud af kurs. Alle farver i fuldt firspring. Slå følgeskab for en stund. Kysse. Elske. Og føle os forbundne.