No 8 KONTAKT

No8 KONTAKT


Det er en lidt tung dag at få hul på. For ovenpå pressemødet i går, hvor alle de stramme restriktioner blev endnu strammere og mere strikse, må vi alle lige igen slå en masse mentale kolbøtter, vende kalenderplanerne på hovedet og helt forstå konsekvenserne af, at de fødselsdage, møder og arrangementer vi lige havde skræddersyet til de tidligere restriktioner må ændres igen i sidste øjeblik.

Personligt påvirker det ikke mine ydre rammer så meget. Jeg er for nylig flyttet ud i skoven og skulle alligevel bruge det meste af min tid på at indrette mit nye hjem. Jeg har en skøn lille nær boble af familie, venner og naboer omkring mig - og jeg foretrækker at arbejde hjemme.

Men jeg begynder virkelig at kunne mærke, hvor meget vi pludselig er afskåret fra kontakten med alle de andre mennesker omkring os. Dem, der ikke lige er med i boblen. Vores "næste".

Jeg savner at kunne smile forbindtligt til folk, jeg møder på min vej. Så jeg insisterer på at smile så meget jeg kan med øjnene. Og det skræmmer mig at konstatere, hvor almindeligt det er blevet i stedet at kigge væk fra hinanden under den akavede dans på fortovet og i supermarkedsgangene, hvor vi på en gang prøver at skabe fremdrift og holde afstand.

Her i Kerteminde går det markant bedre, end i det København jeg forlod midt i december. Her nikker man til stort set alle, man passerer på skovstierne. Og selvom det er mærkeligt at være flyttet til en ny by, hvor jeg har gået maskeret omkring hele tiden, kan jeg mærke, hvor meget det betyder, at vi husker at anerkende, at vi passerer et andet menneske. At vi "ser" hinanden, som de sagde i filmen "Avatar".

Og i videomøderne savner jeg det mellemmenneskelige nærvær, der plejer at opstå før og efter møderne. Det handlede rektorlektion 46 om, så det vil jeg ikke gå i dybden med her. Men pointen er, at vi har brug for alt det der menneskelige samvær, der ikke lige er den formelle transaktion (som i supermarkedskassen) eller punktet på dagsordenen (som det hurtigt bliver til videomødet). Vi har brug for at kunne mærke mere af hinanden. Og derfor har vi også brug for at gøre lidt mere ud af det, når vi holder videomøder. Tænke lidt over baggrunden - ikke af forfængelighedsårsager, men for at gøre det mere sanseligt og give de andre lidt at forholde sig til og spørge ind til.

Og når vi endelig er sammen-sammen savner jeg, at vi hurtigere får hul på de livgivende, forundrelige samtaler. Men oplever også, at de er sværere at nå ind til, end de plejede at være. Dels fordi der hele tiden er nye coronanyheder at forholde sig selv - og dels fordi vi var vant til, at så meget af det, vi talte om, var vores kulturelle oplevelser, ferier og fester. Og når intet af det længere er på familiekalenderplakaten, kan vi have brug for kickstarte vores samtaler på anden vis.

Dette sidste punkt har jeg gjort en ihærdig indsats for at ændre på ved at skabe Genopbyggerne, der forhåbentlig sætter gang i nogle spændende samtaler derude. Og jeg håber også, det kan bruges til at skabe mere nærvær i videomøderne.

Men det første punkt om øjenkontakten og de forbindtlige smil på gaden er op til hver enkelt af os at bidrage til. Tænk på det, når du - efterhånden en sjælden gang imellem - faktisk befinder dig i det offentlige rum. Tag lyttebøfferne af og luk den smule af verden, der samtidig pulserer derude ind. Og smil varmt med øjnene til dem, du passerer på din vej.

Lige nu er det også samfundssind at sprede nærvær, glæde og opmærksomhed omkring dig. Omkring os.