Et spørgsmål om liv og død
ET SPØRGSMÅL OM LIV OG DØD
Nogle gange bliver de store spørgsmål om meningen med livet, alvorlig sygdom, død og livets essens sat meget komprimeret på spidsen. Og det har i høj grad været tilfældet for mig de seneste uger.
I midten af december blev jeg interviewet hele to gange om min drivkraft og lyst til at forandre verden gennem Samtidens Akademi - den ene gang til Berlingske, som blev til nedenstående artikel, den anden gang til en podcast, der ikke er udkommet endnu.
Og begge gange endte samtalerne i meget høj grad med at handle om noget meget eksistentielt og en masse tanker om, hvad vi egentlig vil med livet, mens vi er her - og hvert vores personlige ansvar for at præge vores samtid i den bedst mulige retning. På den måde, vi nu hver især kan...
Og kun et par dage efter disse samtaler - fredag den 15. - blev jeg så meget pludselig indlagt på Riget med et blodtryk, der af stadig ukendte årsager pludselig var gået helt amok. Og dér lå jeg så i en uge og fik rig lejlighed til at tænke videre over alt det med livets store spørgsmål.
Da jeg afsluttede 1. semester på Samtidens Akademi havde jeg hele tiden sagt, at jeg bare længtes efter tid til at marinere alt det, jeg havde lært, oplevet og erfaret i løbet af det første semester og ligge og kigge ud i luften... og dét skal jeg så love for, at jeg fik lejlighed til dér.
Jeg er udskrevet nu og har det 7-9-13 efter omstændighederne rigtig godt - og der er styr på blodtrykket igen, så jeg håber, at jeg er sluppet med en stor forskrækkelse.
Men det, jeg synes er så tankevækkende er, at mens jeg lå dér og ligeså godt kunne være død, var jeg egentlig utroligt rolig indeni. Og faktisk også fuldstændig afklaret med, at hvis det var nu, jeg skulle dø, så var det faktisk helt ok. Ærgerligt, selvfølgelig, fordi der er så meget mere, jeg har lyst til at gøre, opleve og bidrage med. Men i det store perspektiv også helt ok. For jeg er så utroligt glad for de 43 år jeg foreløbig har haft her på jorden og føler på mange måder, at jeg allerede har nået at leve hvad der svarer til mange liv - og jeg lå også dér og glædede mig over, hvor lidt af mit liv, jeg gennem tiden har spildt på at brokke mig over dumme chefer eller kærester eller meningsløse arbejdsopgaver. Fordi jeg i mit meget frie liv altid selv har haft mulighed for at ændre på situationen, hvis der var optræk til brok. Og det føles lige nu som et helt ufatteligt privilegium at have haft så meget tid til at tænke det hele igennem og nå frem til konklusionen om, at jeg faktisk synes, jeg 7-9-13 er et virkelig godt sted. Dét - og så hver dag at lave noget, jeg virkelig synes er meningsfuldt sammen med mennesker, jeg elsker, beundrer og dagligt lærer helt utroligt meget af. Og ikke mindst også glæden over al den familie og alle de vidunderlige venner, der i dén grad stillede op og har vist mig så utroligt meget omsorg, at jeg føler mig så utroligt elsket lige nu. Og er opfyldt at ufatteligt stor taknemmelighed. Over mine nære og kære, over sygeplejerskernes ufatteligt overskud, over hverdage og fest. Og over alle livets små mirakler.
Og sat på spidsen forekommer interviewernes mange spørgsmål om drivkraft og "hvorfor" jeg gør alt det, jeg gør, nu endnu vigtigere end nogensinde før. Og endnu nemmere at svare på... "Fordi det er derfor, jeg er her!"