Genopbyggernes Forsamlinger

Genopbyggernes Forsamlinger bliver en serie arrangementer, hvor vi samler spændende genopbyggere på kryds og tværs af alder, fag, landsdele, ståsteder og mærkesager - og blander dem på kryds og tværs, mens de spiller Genopbyggerne.

Anledningen er altid, at vi samles for at gøre den opbrudstid, vi lever i, til en opblomstringstid. Men præcis hvordan Forsamlingen forløber afhænger af, hvilke spørgsmål, vi synes er vigtigst at tage op og hvem, der deltager i forsamlingen.

Men side om side med alvoren, er forsamlingerne også et festligt mix mellem samtalesaloner, spilaften og byggelegeplads.

Billederne er taget af Carsten Snejbjerg under Genopbyggernes Første Forsamling 16. november 2022.
Den blev afholdt i de skønneste rammer i Klub, lige ved Nørreport Station - hvor de mange forskellige sale og møderum skabte de fineste variationer i stemningen og samtalerne.

Efterhånden som gæsterne ankommer, kan jeg godt lide at koble dem sammen to og to med en anden gæst, de ikke allerede kender. Så trækker de hver et Genopbyggerne-kort og starter en spontan samtale ud fra spørgsmålene på kortene. Og jeg synes altid, det er så magisk at se, hvor hurtigt gæsterne føler sig forbundne. Lytter åbent og nysgerrigt. Og deler vigtige tanker.

Det er så svært at fange på billeder - og jeg har virkelig selv prøvet mange gange. Men jeg synes virkelig Carsten Snejbjergs billeder fra Genopbyggernes Første Forsamling fanger essensen af de mange menneskemøder så fint.

Efter den rullende ankomst, holdt jeg en velkomsttale - der mest af alt handlede om krydsbestøvning og om, hvor vigtigt det er, at vi som hinandens samtidige er med til at gøre den opbrudstid vi lever i til en opblomstringstid.

Og så blev deltagerne sendt ud i de 12 grupper, jeg havde sammensat, så de på forskellig vis mixede gæsterne i nye konstellationer.

Dels på tværs af aftenens aldersspænd fra
19 til 75 år.

Jeg havde også prøvet at mixe gæsterne på tværs af interesser, fag og mærkesager. Så hver gruppe havde nogle med, der interesserede sig for henholdsvis
klima/økologi/biodiversitet; kun/kultur/musik/poesi; socialpolitik/inklusion/menneskerettigheder og erhvervsliv/’økonomi/teknologi/iværksætteri.

Samtidig havde jeg prøvet at blande grupperne, så deres forskellige former for engagement også kommer til udtryk på vidt forskellige måder.

Nogle som selvstændige, andre som ledere, nogle som de visionære medarbejdere, der får vigtige ting til at ske, andre gennem deres frivillige engagement eller som hverdagens helte. Men på hver deres måde som vigtige pionerer.

Enkelte grupper var sammensat, så flere af deltagerne havde samme mærkesag – men gik til det på vidt forskellige måder.

Noget af det, der er så særligt ved at spille Genopbyggerne er, at det i virkeligheden handler meget mere om at lytte, end om at tale. Man kommenterer ikke på det, hinanden siger - men trækker i stedet et nyt kort og et nyt spørgsmål.

På den måde bygger de mange svar ovenpå hinanden som byggesten. Taletiden bliver mere ligeligt fordelt. Og vigtigst af alt: Man lytter langt bedre, når man ikke selv sidder og tænker på alt det geniale, man skal sige lige om lidt. Det kan man alligevel ikke planlægge - for man kender ikke spørgsmålet. Derfor er der ikke andet at gøre, end at lytte koncentreret til, hvad de andre fortæller. Her er et par snapshots fra nogle af de 12 grupper.

Til middagen efter spillet sad man sammen med dem, man havde spillet med - så man kunne følge op på alt det, der havde vakt nysgerrigheden undervejs.

Efter middagen holdt tre medlemmer af Genopbyggernes bestyrelse - Rasmus Holm, Anne-Louise Sommer og Thomas Madsen-Mygdal - hver et lille oplæg om, hvad der gennem livet har vækket deres samfundsgnist. Det sidste bestyrelsesmedlem - Jan Rasmussen - foretrak at lade det smukke visuelle univers, han har skabt til Genopbyggerne, tale for sig selv.

Og så sluttede vi af med te, kaffe, en krydsbestøvningsinspireret vaffel og en samtalemenu, som du er velkommen til at printe og dele med en genopbygger nær dig.