Brug for inspiration til at komme godt i gang med genopbygningen?

Så hold en Genstartssalon.
Eller lad os skræddersy et arrangement eller forløb, der hjælper jer godt i gang.

Alle kan frit bruge Genopbyggerne til at sætte godt gang samtalerne og udviklingsprocesserne.

Men hvis I har brug for at gå lidt grundigere til værks, kan Genopbyggerne arrangere samtalesaloner, løsningslaboratorier og udviklingsforløb, der kickstarter genopbygningen.

Aktuelt eksempel // Skabt i samarbejde med Sophienholm Kunsthal:

Inspiration til Fodgang

Som en del af udstillingen GÅ! på Sophienholm Kunsthal spurgte kunsthallens leder Barbara Læssøe Stephensen, om vi ville udvikle et nyt samtalespil på baggrund af Genopbyggerne. Men denne gang skulle alle kortene handle om at gå.

Det blev til
- 50 kort fyldt med tankevækkende citater, eksistensielle spørgsmål og gakkede gangarter.
- 1 kort over Sophienholms smukke park med stedspecifikke spørgsmål - lidt som en ‘Skoletjeneste for voksne’.
- Arrangementet ‘Filosofiske samtaleture’, der som en del af Golden Days inviterede folk, der ikke kendte hinanden til at gå tur med de nye samtalekort.

Skræddersyede forløb

Nadja Pass, der står bag Genopbyggerne, har over 20 års erfaring som konsulent i mange brancher og sektorer. Her fortæller hun om et lille udpluk af de opgaver, hun har løst gennem årene - som inspiration til, hvordan vi kan hjælpe jer:

QQ1.jpg

Løsningslaboratorier

Til et løsningslaboratorium mixer jeg feltets fremmeste eksperter med kunstnere, filosoffer, praktikere og borgere, der kan være med til at belyse dagens udfordring fra helt nye vinkler. Undervejs udvikler hver deltager den løsning, de mener har det største udviklingspotentiale - mens de ved hjælp af samtale- og ideudviklingsøvelser hjælper hinanden med at trykprøve og styrke ideerne.

Gennem årene har jeg stået for løsningslaboratorier for Miljøministeriet om alt fra vandmiljøplaner, vindmølleplacering, kemikalier, geodata og genanvendelse af affald. Jeg har lavet et om børnemad i institutioner for Fødevarestyrelsen. Om den nye skolelov for Albertslund Kommune. Om manifestet for madkundskab for Madkulturen. Om lejrskoler for Arla Fonden. Om samskabelse for
Københavns Kommunes Innovationshus og et mikro-løsningslaboratorium om kunsten at tænke i mikrohandlinger til RealDanias medarbejderdag. .

IMG_4244.jpg

Skræddersyede Spil

Mine skræddersyede spil er en sjov, hyggelig og tankevækkende måde at ryste folk sammen, sætte gang i ideudviklingen eller tage hul på samtaler, der ellers kunne være svære. Jeg skaber spillene med udgangspunkt i de emner, udfordringer og brændende spørgsmål, organisationen håber at få belyst fra helt nye vinkler - ofte på baggrund af eksplorative undersøgelser og dybdeinterviews med feltets fremmeste eksperter.

Blandt andet har jeg brugt skræddersyede spil, da jeg stod for det første møde i samarbejdsforløbet mellem Unicef og Spejderne, for Rudolph Care i forbindelse med forretningsudvikling (med Henriette Melchiorsen), COOPs lokalbestyrelser (med Andreas Lloyd), Gentofte Kommune om demens (med Andreas Lloyd), Statens Museum for Kunst om guldalderen (med Helle Solvang) og til afslutningskonferencen for Politikens skoleledernetværk.

ARoS.jpeg

Årsmøder & Fejringer

Årsmøder er et godt sted at kickstarte genopbygningen af organisationen efter nedlukningen. Ikke alene er alle feltets interessenter samlet - årsmødet emmer også af den højtidelighed og det fremsyn, der egner sig godt, nu hvor vi alle sammen virkelig skal nytænke meningen med det hele. Jeg påtager mig kun at være konferencier, hvis arrangørerne er oprigtigt interesserede i at engagere deltagerne i samtaler undervejs på dagen - og i så fald udvikler jeg et program, der veksler mellem inspirationsoplæg og masser af samtalesalon-elementer.

Blandt meget andet har jeg stået for årsmøder hos Bibliotekerne, Arkitektforeningen, Frivilligrådet, Socialøkonomisk Årspris, Coops Severin-seminarer, Kost- og Ernæringsforbundet, DAB, BL og folkeoplysningsforbundet FORA. Jeg var også med til at arrangere åbningsfesten for ARoS Public med hemmelige ruter gennem samlingerne og samtalesaloner i regnbuen.

DAC udstilling.jpg

Formidling af kunst, videnskab og demokrati

Jeg elsker at skabe nye indgange til stof, mange ellers afskriver, fordi de finder det for kompliceret. Og derfor holder jeg meget af at udvikle nye formidlingskoncepter sammen med museerne. Jeg har i mange år samarbejdet med SMK - Statens Museum for Kunst, hvor jeg dels er ‘stemmen’ i deres samtalebaserede audioguide, dels har holdt et hav af samtalesaloner i samlingerne. I forbindelse med grundlovsjubilæet i 2015 spurgte DAC - Dansk Arkitektur Center om Andreas Lloyd og jeg ville indrette et Borgerlyst-rum som en del af udstillingen ‘Fællesskab din by’. I flere år har jeg for energiselskaberne DONG Energy og SEAS/NVE udviklet kundemagasiner, der formidler kompliceret stof om strøm, klima og bæerdygtighed på en lettilgængelig måde. Og som en del af mit arbejde med Samtidens Akademi har jeg også arrangeret samtalesaloner i samlingerne på blandt andet Designmuseum Danmark og Brorfelde Observatoirum.

IMG_3476.jpg

Ide- og konceptudvikling

I udvalgte tilfælde påtager jeg mig selv større udviklingsopgaver, hvor jeg på baggrund af omfattende eksplorative undersøgelser udarbejder rapporter og anbefalinger til nye tiltag.

Det har jeg for eksempel gjort for Folketinget som en del af ideudviklingsforløbet ‘Nye Rammer for Folketinget’, hvor jeg sammen med Helle Solvang var en del af et tværfagligt hold med arkitekter og landskabsarkitekter. For Egmont Fonden, da jeg udarbejdede Egmont Rapporten # 1 om sorg og alvorlig sygdom på baggrund af et magasinværksted, jeg arrangerede hos Egmont Publishing, hvor børnene og de unge skrev artikler om deres liv med sygdom og sorg. For Beskæftigelsesministeriet, hvor jeg sammen med Christel Skousen Thrane fra Protocol i to omfattende undersøgelser belyste erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene. For Københavns Kommune, hvor jeg på baggrund af et løsningslaboratorium udviklede en lang række bud på nye former for samskabelse mellem kommunen og borgerne. Sammen med retaileksperten Fie Hansen-Hoeck har jeg på baggrund af samtalesaloner i butikkerne udarbejdet anbefalinger til SuperBrugsens direktion. Sammen med COI - Center for Offentlig Innovation har jeg udviklet samarbejdsredskaber. Og sammen med Designskolen Kolding var jeg en del af projektet ‘Bæredygtige Forstyrrelser’.

IMG_3208.jpeg

Magasiner & Håndbøger

Siden jeg udgav mit eget tværvidenskabelige kunstmagasin Reflexioner, er jeg ofte blevet kontaktet med henblik på at udvikle kundemagasiner, årbøger, håndbøger og særudgivelser. Jeg holder ekstremt meget af magasinsnedkeriet og muligheden for at belyse et komplekst felt fra mange forskellige vinkler på en appetitlig måde.

I flere år var jeg drivkraften på DONG Energys (nu Ørsted) kundemagasin Strømninger, der udkom i over en million eksemplarer. Jeg var redaktør på SEAS/NVEs (nu Andel) magasin Culturel. Jeg udarbejdede jubilæumsskriftet for Statens Center for Kompetenceudvikling på baggrund af eksplorative interviews med statsansatte på alle niveauer. Jeg har lavet Egmont Rapporten for Egmont Fonden, undervisningsmaterialet Håbefulde Historier for Børn. Unge og Sorg - og Nørrebroernes Håndbog for Københavns Kommune.

Samtalesalon om Døden på Open Air.jpg

Samtalesaloner

En samtalesalon består af en række små skub, der får folk til at falde i snak. Grundideen og -øvelserne har jeg udviklet sammen med Andreas Lloyd som en del af vores arbejde i Samfundslaboratoriet Borgerlyst - men i dag varierer jeg øvelserne i det uendelige. Samtalesaloner fungerer både godt som en inspirerende måde at ryste folk sammen på og som det første spadestik i samtalerne om nogle af tidens store spørgsmål eller tabuiserede emner.

Jeg har holdt samtalesaloner i London, Thorshavn og Helsinki - og er også emnemæssigt kommet vidt omkring. Fra den festlige samtalemiddag da medarbejderne på borgmesterkontoret i Århus skulle mødes med deres kolleger fra hele Skandinavien til de mere alvorlige emner om alkohol, demens, død og sorg for forskellige kommuner - til hyldesten af lokale helte og hverdagsfortryllelse.

20200605_borgerlyst10aar_7857.jpg

Skattejagter for voksne

Når små hold bevæger sig rundt mellem spændende, levende poster, bliver de rystet godt sammen - samtidig med, at de lærer et lokalsamfund eller et naturområde rigtig godt at kende. Rundt om i terrænet byder posterne på fortællinger om deres aktuelle projekter, pudsige praktiske opgave eller sanseoplevelser. Posterne hylder og fremkalder de lokale aktørers initiativer - og deltagerne opdager områdets hemmeligheder.

Jeg har blandt andet arrangeret skattejagter som afslutningsfest for Områdefornyelsen på Indre Nørrebro og 10-års-fødselsdagsfejringen for Samfundslaboratoriet Borgerlyst. Som en del af Kulturmødet Mors arrangerede jeg sammen med Helle Solvang også ‘Lykkeposer’, hvor Kulturmødets gæster og kulturpersonligheder var til kaffeslabberas i private hjem - et initiativ vi blev nomineret til ArtBeat-prisen for.

IMG_4007.jpg

Miniskoler & Masterclasses

Jeg elsker at sammensætte små undervisningsforløb, der med inspiration fra barndommens skolegang på en gang giver deltagerne ny viden og mulighed for at genopdage forskellige former for håndarbejde og formning. Det giver en helt ny form for sammenhold, når man lærer noget nyt sammen og tillader sig at være nybegynder igen.

Samtidens Akademi har jeg eksperimenteret med søndagsskoler om alt fra ansvarlighed, langsomhed og væsentlighed til spil, arrangeret en lang række masterclasses og holdt lejrskole for voksne på Brorfelde Observatorium. Jeg stod bag udviklingsforløbet ‘Landsbyskolen på Indre Nørrebro’ og har holdt masterclasses om samtalesalon-værtskab og Borgerlyst for en lang række kommuner, biblioteker, KIOL og DJØF.

Hvad kan vi hjælpe jer med?

 
IMG_1427.jpg

Hvem?

Vi skræddersyr opgaverne ud fra jeres behov og budget. Ofte drager Nadja Pass afsted alene. Som værtinde for løsningslaboratorier og samtalesaloner - eller som konsulent på udviklingsforløb og produktion af spil, magasiner og håndbøger.

Andre gange samler vi et større hold af genopbyggere med vidt forskellige spidskompetencer, der kan løfte større opgaver fra start til slut - fra den spæde ideudvikling til det færdige spil, magasin eller arrangement.

 
Nadja+Pass+i+Kulturhus+Anexet+%282%29.jpg

Hvor?

I vælger selvfølgelig helt selv, hvor arrangementet skal foregå. Vi kommer gerne til jer eller jeres yndlingssted - og vi kan også sagtens arrangere virtuelle saloner.

Men allerhelst vil vi gerne lokke jer til Lundsgaard Gods ved Kerteminde. Her holder Genopbyggerne selv til i dagligdagen - og her ved vi at vekselvirkningen mellem de smukke lokaler, skoven, historiens vingesus, klinten og Genopbyggernes Tankekatedral rammer den helt rigtige ånd.

 

Kontakt os - og fortæl lidt om jeres ønsker, ideer, behov og budget - så skræddersyr vi en god løsning til jer.