Om at åbne nye verdener for hinanden

Da jeg var 19 år spurgte direktøren for et stort reklamebureau, om jeg ville hjælpe dem med at undersøge ungdomskulturer, trends og tendenser. 

Kort efter ankom jeg i Aalborg med mit lille tornyster, der primært var pakket med nysgerrighed og gå-på-mod, men hverken viden om, hvordan man gjorde den slags eller særligt mange erfaringer med noget som helst i bagagen. Og så gik jeg ellers bare igang. Spurgte alle jeg mødte om deres liv, drømme, udfordringer og om, hvordan det var at være ung i Aalborg. Om aftenen gik jeg ud med dem, jeg havde haft særligt gode samtaler med i løbet af dagen. Og om dagen udforskede jeg nye destinationer, jeg havde opsnappet dagen før. Og ligegyldigt hvor jeg var og hvem jeg talte med, spurgte jeg, hvor de nu ville gå hen og hvem de ellers ville tale med, hvis de var mig. 

Efterhånden begyndte jeg både at se en masse mønstre - og ikke mindst begyndte der at forme sig noget af det, jeg i dag ville kalde teser og nogle væsentlige grundspørgsmål, jeg aldrig ville have kunnet tænke mig frem til uden alle opdagelserne fra de forudgående dages samtaler.

Efter noget tid rejste jeg videre og tilbragte nogle uger i Århus, Kolding og Svendborg, hvor jeg gentog præcis det samme. Og hjemme i København bragte opgaven mig rundt til kvarterer, subkulturer og steder i min egen hjemby, jeg ellers aldrig ville have fundet på at opsøge. 

Opdagelserne blev samlet i min første bog, der handlede om ungdomskulturer i '90erne. Og et par år senere til en lille afdeling af det store bureau, hvor jeg udviklede nye metoder til at undersøge kulturelle tenderer. Men set i bakspejlet udgjorde det mest af alt en vigtig grundlæggende livserfaring, der lige siden har givet mig mod på at tale med alle mulige mennesker, jeg mødte på min vej, som har bragt mig rundt til alverdens pudsigheder, givet mig en god fornemmelse for, hvornår noget vigtigt nyt er ved at spire frem og for at samtidens afgørende øjeblikke. 

Allerede dengang oplevede jeg det som en kæmpe gave, at folk på den måde åbnede deres verdener for mig. Det var ufatteligt spændende at få indblik i nogle helt andre liv end mit eget - og det fletværk af livshistorier, ståsteder og vinkler på verden har siden udgjort et fletværk af nuancer og "dots", der har hjulpet mig til at grave guldet frem i mange verdener, der ellers ville have været lukkede for mig. Og det føles som en kolossal rigdom. 

Det kom jeg alt sammen i tanke om, da jeg i morges så denne illustration. For den viser meget præcist noget, jeg næsten forgæves har forsøgt at forklare folk, når de spørger "jamen hvad er det, du GØR?". 

For i bund og grund handler det om at se mønstre i mangfoldigheden. Forbindelser mellem vidt forskellige elementer, der ikke på papiret har noget som helst med hinanden at gøre, men som udgør en virkelig spændende kobling. 

Da jeg var yngre forstod jeg aldrig, at andre ikke kunne se alt det jeg så - for det var jo lige for øjnene af dem. Jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg, at vi alle sammen ser noget forskelligt - ikke mindst fordi vores "dots" er vidt forskellige alt efter, hvad vi gennem livet har beskæftiget os med, læst, tænkt og erfaret. 

Og jeg sidder lige nu og bliver lidt søndags-morgen-rørt ved tanken om alle de mennesker, der ved at dele deres begejstring har åbnet nye verdener for mig. Taget sig tid til at give mig et grundigt indblik i det de brænder for. Trukket mig med til koncerter, arrangementer og forelæsninger, jeg ellers aldrig selv ville have opdaget, dels deres begejstring. Dannet mig.

For ikke alene er det forudsætningen for, at jeg efterhånden har så mange "dots", der konstant farer rundt i hjernen og ramler på hinanden i overraskende forbindelser. 

For mig er det også det stof, mine rigeste venskaber og samarbejder er gjort af. Noget af det smukkeste i nye relationer er at gå på opdagelse i hinandens historier og erfaringer - og noget af det stærkeste i modne venskaber er, at man efterhånden har fået så grundigt et kendskab til hinandens "dots" og så dyb en indsigt i hinandens måder at se verden på, at forbindelserne fletter sig sammen til helt nye fælles - og ofte flerdimensionelle - billeder. Billeder som ingen af os ville have kunnet fremkalde alene. 

Mit modne jeg forstår også på en helt anden måde end mit 19-årige jeg, hvor smukt det desuden er, at billederne bliver ved med at ændre sig livet igennem efterhånden som vi alle sammen lærer mere, lærer nyt og får vendt de verdensbilleder, vi efterhånden troede vi kendte ud og ind, helt på hovedet. Og at de samme "dots" kan forbindes på mange andre måder end det der lige sprang i øjnene først. 

Så 1000 tak til alle jer derude, der konstant insisterer på at udvide mit spektrum og hjælper mig med at "connecte the dots" på nye måder - og med jeres spørgsmål, invitationer og opgaver sender mig på nye ekspeditioner ud i det ukendte.