Elevatorerne på Riget…

Elevatorerne på Riget udgør nogle helt særlige små samfundskapsler.

Der er så få af dem - hvoraf en del jævnligt er reserveret til “særlige formål” - at folk i stueetagen ofte bliver smådesperate i forsøget på at fange en af de opadgående, og tager en omvej omkring kælderen, for at sikre sig en plads opad bagefter.

Og så stuver man sig sammen - en kollektivt stiltiende “tetris”-øvelse mens man prøver at få plads til både elscootere, kørestole, barnevogne og “servicevogne” i et system der giver nogenlunde mening i forhold til, hvornår de enkelte skal af, selvom ingen rigtigt kender hinandens etagedestinationer.

Der bliver hurtigt “fuld plade” på panelet med etagemarkører. Så på vejen op til 13. har man ret god tid til at studere mixet af kittelklædte sygeplejersker; tydeligt medtagne patienter på vej til undersøgelse fra en afdeling til en anden; gæster med blomster, chokolade

og omsorg; betuttede børn.

To læger (endnu i civil), der diskuterer noget med en sonde fra gårsdagens operation. Den ene har fået en ide i nattens løb. Noget man ville kunne gøre smartere fremover. Den anden synes, det er godt tænkt. Det må de prøve. Det var en god start på dagen.

Et lille flygtigt fællesskab på tværs af alle samfundsklasser, aldre og etniske baggrunde. Mellem raske og syge. Mellem dem i kitler, dem i hospitalstøj og alle os der i hvert fald i dette øjeblik er klædt i civil.

Hver gang elevatoren stopper, rokerer Tetris-opstillingen om igen. Og efterhånden som vi når de to-cifrede etagenumre opløses det flygtige fællesskab igen.

Det rummer sin helt egen poesi at køre opad på Riget. Ned tager jeg altid trapperne.