At være eller ikke at være et mensch

I disse dage, hvor vi markerer 75-året for befrielsen af Auswitch, er mine tanker mange gange gået til mormor og morfars nære ven Finn Nielsen.

For ikke alene skylder vi ham i min familie meget konkret tak for, at han og hans familie satte livet på spil for at hjælpe min mormor og morfar med at flygte til Sverige, da skyerne trak sammen i oktober 1943.

På det markant større samfundsplan var det også ham der nogle år senere stod i spidsen for De Hvide Busser, der hjalp danske og norske fanger hjem fra KZ-lejrene.

De historier hørte jeg mange gange genfortalt gennem min barndom. Og Finn Nielsen blev altid fremhævet som indbegrebet af det, man i jødiske kredse kalder et "mensch" - et menneske med efterstræbelsesværdig høj integritet.

Det gjorde allerede som lille et enormt indtryk på mig, at man som menneske livet igennem ville kunne komme til at stå overfor så afgørende etiske spørgsmål og moralske valg. Og jeg håbede altid selv, at jeg - hvis det kom dertil - ville være en af dem, der både formåede at opdage faresignalerne i tide, kunne gennemskue handlemulighederne og ville turde kæmpe for alt, hvad jeg har kært, selvom det var forbundet med stor risiko.

Jeg mødte også Finn Nielsen en del gange som barn til forskellige familiearrangementer. Men som 18-19-årig, da jeg lige var startet på retorikstudierne, tog jeg en dag selv ud til ham for at interviewe ham om hans overvejelser, beslutninger og handlinger dengang.

Det fortaber sig i hukommelsens tåger, hvorfor jeg aldrig fik skrevet den artikel. Hvilket er så ærgerligt, at jeg næsten ikke kan rumme det. Men selve samtalen, der endte med at strække sig over en hel eftermiddag og situationen, hvor jeg med blafrende ører lyttede til alle hans erfaringer, står lysende klart i erindringen den dag i dag. Og jeg er helt overbevist om, at den eftermiddag har været med til at forme mit livssyn og mit virke.

Hvor kan den slags samtaler dog være afgørende for, hvordan et liv og et virke sidenhen former sig. Hvor er det dog vigtigt, at vi skaber bedst mulig grobund for, at vi i stedet for at grave generationskløfterne dybere skaber bedst mulig grobund for, at vi kan udveksle tanker og erfaringer på tværs af generationerne. Og hvor skal vi dog huske at bringe historierne om dem, der gjorde en forskel frem i lyset, så vi alle kan lade os inspirere af deres erfaringer.