Vor tids svar på slavehærens “I’m Spartacus”


I P1 Morgens mindeportræt for Kirk Douglas, talte de naturligvis hans medvirken i en af filmhistoriens mest berømte scener. Scenen, hvor slavehæren får at vide, at de kan slippe for korsfæstelse på den ene betingelse, at de angiver oprøreren Spartacus. Og hvor slavehæren svarer igen ved, at slaverne rejser sig en efter en og siger "I'm Spartacus".

Skærmbillede 2020-02-07 kl. 12.03.49.png

Det fik mig til at tænke på denne scene fra SexEducation, hvor der florerer et meget intimt billede på skolen. Det viser en af de populære piger, der er dødsensangst for, at hun skal blive afsløret. Situationen har eskaleret så meget, at der nu er samling for hele skolen, hvor rektoren skal prøve at rydde op i sagen. Og så begynder eleverne - i en nærmest en til en kopi af Spartacus-scenen - at rejse sig op og sige, at billedet er af dem. 

Til lige så stor frustration for rektoren som for de romerske hærførere i Spartacus. 

Morgenens næste tankespring gik så først til "Je Suis Charlie", så til Greta T og hoppede derfra videre til Derek Shivers' fantastiske TEDtalk "How to start a movenment in three minutes", som vi har været meget inspirerende i Borgerlyst. 

Kort fortalt viser den en fyr, der danser til en festival. Alle de andre starter med at synes, han er vildt kikset. Men da endnu en fyr begynder at danse, går der ikke lang tid før nummer tre kommer springende. Nu er det en fest og snart er man kikset, hvis man er en af dem, der ikke danser. Og den vigtigste læresætning fra det klip er, at "The first follower" er helt utroligt afgørende for, om en initiativtager ender med at blive betragtet som en ensom, kikset nørd eller om ideen spreder sig og vokser sig stor. Vi kender - i situationer hvor der ikke er nær så meget på spil - mekanismen fra stående ovationer...

Umiddelbart kan der forekomme at være langt fra korsfæstelsesfrygt til hævnporno - og ikke mindst til festivaldans. Men det er vigtigt at se den mekanisme fortolket på alle mulige måder og i vidt forskellige sammenhænge i populærkulturen. 

For den viser os noget vigtigt, vi hver især forhåbentlig kan huske og lade os inspirere af, hvis vi selv en dag pludselig står en situation, hvor noget afgørende står og falder med, om vi tør være "the first follower". 

Civil courage er noget at det smukkeste, stærkeste og mest livsbekræftende. Men det kræver noget af os af alle sammen. Det kræver, at vi selv tør risikere liv, lemmer eller udskamning for at redde et medmenneske eller sætte et initiativ i søen til fordel for det fælles bedste - og tør vi ikke det, kræver det i det mindste, at vi bakker massivt op, om dem der gør det og tør det. 

Alle generationer har gennem alle tider stået overfor hver deres udfordringer og etiske dilemmaer og undervejs spurgt sig selv: "Hvad skal jeg kæmpe med? Hvad er mit våben?" Og Nordahl Grieg besvarer det selv så fint og tankevækkende i Kringsat av fienders smukke vers om humanisme og menneskeværd: 

Da synker våpnenemaktesløst ned.
Skaper vi menneskeverdskaper vi fred.





Previous
Previous

HURRA FOR PÅKLÆDNINGSDUKKERNES BEFRIELSESFRONT

Next
Next

18 år med Reflexioner, eksperimenter og egne veje