Låge 21: Åbenhed

“Hvornår har du sidst prøvet noget, du ellers aldrig ville have fundet på at opsøge? Hvorfor skete det - og hvad var det bedste, der kom ud af den oplevelse?”

Det er så meget sagt, at jeg ALDRIG ville have kunnet finde på at opsøge det. Men i lang tid havde jeg meget, meget svært ved at komme igang med at lytte til lydbøger. I hvert fald de skønlitterære af slagsen. Jeg prøvede og prøvede, men konstaterede hver gang, at meget af min læseglæde gik tabt. For det, der er min største glæde ved at læse skønlitteratur er glæden ved sproget og ordene, der drypper ud af siderne som sød og nærende nektar. Jeg har altid haft en nærmest fotografisk fornemmelse af, hvor særligt smukke passager i en bog stod. Lidt over midten, øverst på en højreside... og har derfor også altid haft svært ved "at føle mig hjemme" i andre udgaver af den samme bog end den, jeg læste første gang.

Men i årevis har den triste realitet været, at jeg så bare overhovedet ikke har fået læst skønlitteratur, selvom jeg stadig helt grundlæggende betragter mig selv som en "læser" og plejede at finde stor nydelse i det. Med mindre det er ferietid er der simpelthen for langt mellem mine læsestunder til, at jeg rigtigt når at lade mig opsluge af romanens univers. Og det har faktisk været lidt af en sorg. Så inderst inde vidste jeg godt, at lydbøger ville kunne være vejen frem. Jeg elsker jo at lytte til podcats og har nemt ved at gøre samtidig med, at jeg kører bil, laver mad, pakker bøger, lægger puslespil eller dyrker mine mere kreative sysler. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig godt nok, når det gjaldt skønlitteraturen. Pludselig var hele passager og centrale pointer og flotte formuleringer forsvundet, mens jeg et øjeblik fokuserede på madlavningen. Og det fungerede slet ikke at lytte i sengen om aftenen - eller altså: jo, jeg faldt så dejligt i søvn med oplæsning, men missede alt for store passager, der var svære at navigere tilbage til.

Men i sommer besluttede jeg mig for "at lære" at koncentrere mig om at lytte til skønlitterære lydbøger. For det var jo tydeligvis både træning og koncentration, der skulle til.

Det krævede at jeg sagde til mig selv, at det trods alt var bedre at komme igang, end slet ikke at få læst - og mindede mig selv om, at det trods alt alligevel er de færreste romaner, der helt tilfredsstiller min ordglæde. Men at de jo kan have så mange andre kvaliteter i form af en spændende historie, tankevækkende personkarakteristikker, veldrejede plots og handlingsforløb og tidsbilleder. Og hvis der så virkelig var nogle der kildrede min sprogglæde, og hvor jeg følte, jeg gik glip af for meget, kunne jeg jo reservere min sparsomme læse-læse-tid til dem.

Og SÅ fik jeg hul på bylden. Og i sommerens løb fik jeg lyttet til en lang række romaner, der længe havde ligget og kaldt på mig. Enten fordi det er mennesker, jeg holder af, der har skrevet dem; fordi emnefeltet, tidsbilledet eller den skildrede person interesserer mig, fordi jeg havde sat den på min egen "pensumliste" for at holde mig orienteret - eller for den rendyrkede nydelses skyld, fordi jeg slet og ret godt kan lide forfatteren.

Noget fungerede klart bedre end andet - kompositionen og kapitelopdelingen bliver afgørende på en helt ny måde. Og så foretrækker jeg klart, når forfatteren selv læser højt, hvis de på nogen måde er i stand til det. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg ligefrem er glad for at have haft den 27-timer-lange lytteoplevelse i selskab med Andrea Hejlskovs pragtværk Vølve og ville have følt mig lidt snydt for hendes stemme og betoninger, hvis jeg 'bare' havde læst den. Hendes stemme tilfører teksten en skrøbelighed og inderlighed, der går lige i både hjertet og hjernevindingerne.

Det lyder nok mærkeligt at sige, men med kulturoplevelser har jeg det ofte sådan, at det i sig selv er rigtig godt at have virkelig mange af dem. Også selvom noget af det viser sig ikke lige at være ens kom te... Hvis man går for sjældent i teatret, på museum, i biografen, til opera, ballet eller koncert, bliver det for skrøbeligt, hvis det man så oplever den sjældne gang imellem viser sig ikke at være så godt. Men "udsætter" man sig selv for meget, indgår også det knap-så-gode i en samlet dannelse og fornemmelse og man lærer også meget af det se det, der er knap så overbevisende, fordi man får trænet sin kritiske sans og sin fornemmelse for, hvordan det kunne være blevet bedre. Det har jeg også meget konkret oplevet her efter jeg er flyttet til Lundsgaard, hvor der virkelig ofte er jazzkoncerter på meget højt niveau. Så fra bare at være en overordnet kategori, har jeg fået trænet mit øre og er blevet langt bedre til at forstå de forskellige former for jazz og finde mine egne præferencer.

7-9-13 har det altid gået ret godt med at opretholde mit mangfoldige kulturliv. Men min fornemmelse for moderne skønlitteratur var pludselig begyndt at lide under, at jeg fik læst for lidt og for sjældent - og jeg derfor begyndte at blive for kræsen, når jeg endelig gik igang med en bog. VAR den nu også godt nok til, at det netop skulle være dén, der skulle indtage mit natbord i en evighed på bekostning af alt muligt andet?

Der er stadig langt igen, for jeg var virkelig kommet langt bagud, og der kommer jo heldigvis hele tiden nye bøger til. Men lydbøgerne har hjulpet mig til at få hul på bogbylden - og den oplevelse ville jeg ikke have været foruden...