Om at være hinandens samtidige

OM AT VÆRE HINANDENS SAMTIDIGE

I eftermiddags tilbragte jeg et par dejlige timer i SMK's Eckersberg-udstilling. Den er der mange fine ting at sige om, men det der især inspirerede mig i dag var et rum, der handlede om alle de nærmest naturvidenskabelige teknikker, Eckersberg anvendte, når han malede. Beskrevet på en gang meget pædagogisk og poetisk.

Det rum fulgte lige efter et rum med en stribe portrætter af Eckersbergs venner og mæcener, hvilket gav mig det der lille "wauw-guldalderen-hvor-er-det-vildt-at-tænke-på-alle-dem-der-hang-ud-med-hinanden"-sus jeg altid får, når jeg læser om eller er på udstilling om guldalderen.

For det er simpelthen så vildt at tænke på, hvordan H.C. Ørsted kan have inspireret Eckersberg til at udvikle nye videnskabelige maler-eksperimenter, og man kan levende forestille sig de samtaler Eckersberg og Thorvaldsen har haft om kroppe.

Og mens jeg gik der og tænkte over, hvordan alle de gode guldalderfolk har løftet hinanden og givet hinanden indblik i nye verdener, tænkemåder og faglige tilgange, begyndte jeg at tænke over, hvad det egentlig vil sige at "være hinandens samtidige".

Hvor stort et ansvar vi egentlig hver især har for ikke alene at bidrage til vores samtid med det, vi kan - men også at bidrage til at danne vores samtidige, så de også hver især kan udnytte deres fulde potentialer.

Vi er ikke bare "produkter af vores samtid" - vi er lige så meget "produkter af vores samtidige".

Så mens jeg gik rundt der i udstillingen blev jeg simpelthen ramt af så kolossalt stor en taknemmelighed overfor alle jer, der ikke alene er mine samtidige, men som også på hver jeres påtager jer at danne, hjælpe og støtte mig - og som jeg også håber, jeg på min egen måde er med til at danne hjælpe og støtte.

For uden sammenligning med guldaldergenier i øvrigt er der ingen tvivl om, at de bedste ideer, jeg gennem tiden har fået - og ikke mindst eksekveringen af dem - udelukkende er blevet som de blev takket være jer - MINE SAMTIDIGE.

Alle jer, der mere eller mindre formelt i årevis har fungeret som mine personlige kuratorer indenfor alt fra gastronomi, musik, kunst, teknik og kultur.

Jer, der ikke afholder jer fra at sige, at jeg er clueless på et eller andet område, og nu skal I nok sørge for at opgradere mig.

Jer, der åbner jeres fag og fagligheder for mig og giver mig spontansparring på mine projekter fra hver jeres synsvinkler.

Jer, der bidrager med viden, grafiske udtryk eller frivillige hænder i alle mine faglige sammenskudsgilder.

Jer, der tager jer tid til at lytte og lægger skulder til, når det stormer. Lægger hus og hygge til. Jer, hvis børn sørger for at opdatere på de nyeste legetøjstrends og film.

Alle jer, der forleden, da jeg skrev om mine drømme om Borgerlystens Hus, stillede op i hobetal og gav tilsagn om at ville støtte med både penge, ideer og frivillige arbejdskræfter, for at få det stablet på benene.

Hvad og hvor var jeg - og Borgerlyst - hvis det ikke var for jeres kolossale opbakning og hjælp fra jer, mine samtidige?

Alt det gik jeg og tænkte på, mens jeg gik rundt der blandt guldaldermalerierne. Og så tænkte jeg på de fine "from crisis to possibility"-programmer Helle Solvang har lavet om, hvordan mange af de fine nye initiativer og reformer vi i dag forbinder med guldalderen opstod i kølvandet på statsbankerotten i 1813 - og hvordan vi nu 200 år senere står overfor en tid, der potentielt rummer en ny guldalder.

Der ligger så mange muligheder i at leve i den tid, vi gør lige netop nu. Der er på den ene side en kolossal risiko for, at vi bliver mere og mere tunnelsynede og intolerante, fordi vi i stigende grad kun omgås folk, der ligner os selv og derfor lever i ekkokamre ved siden af hinanden.

Men der ER også en chance for, at vi vælger den anden vej. At vi i stedet vælger åbenheden, nysgerrigheden og troen på, at vi kan lære så ufatteligt meget godt af hinanden. At vi igen begynder at bruge de sociale medier til det de egentlig er bedst til. At vi åbner os og stiller os så meget til rådighed som muligt for vores samtidige og hinanden.

Og her har vi mere brug for vores samtidige end nogensinde, for det er umuligt at trække et helt land - en hel verden - i den rigtige retning alene. Dér betyder det faktisk noget, hvor mange af vores samtidige, der trækker i den rigtige retning samtidig.

Og lige nu er det faktisk vores ansvar. Det ér os, der er dem. Det er os, der er nødt til at gå forrest og vise, hvor meget godt, der kan komme ud af at dele vores tanker, erfaringer, faglige nørderier, hjem, overskud, pudsigheder og mærkelige overvejelser. Åbne vores hjem, vores land og vores arme for vores samtidige.

Det er os, der er hinandens samtidige. Så lad os sammen præge vores samtid i den gyldne retning.