O - Orglets Kraft

Fra Samtidens Akademis ordbog:

O - ORGLETS KRAFT

Under et af mine hyppige besøg i Syngesalonen hos Helle Solvang, faldt jeg i snak med organisten Lars Nielsen Sardemann. Og pludselig gik det op for mig, hvor fascineret jeg altid har været af orgler - og hvor utroligt lidt jeg i grunden ved om orgler.

Samtidig slog det mig, hvor paradoksalt mit forhold til orgler er. Som jøde er det forholdsvis begrænset, hvor ofte jeg befinder mig i en kirke - men det sker trods alt med jævne mellemrum, når mine venner holder dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse. Store livsbegivenheder, hvor jeg virkelig gerne vil synge med. Dels for at ære begivenheden og mine kære - dels fordi det jo er en fantastisk sanselig og klanglig oplevelse de gange, jeg formår at give slip og synge med.

Men alt, alt for ofte ender jeg med blot at sidde og kvække, fordi jeg synes, det er svært at ramme orglet eller føler mig lidt "stræber-agtig" når jeg er den eneste, der synger med mens alle omkring bare brummer eller er helt tavse. Så det der egentlig kunne have været en berusende sangoplevelse er alt for ofte forbundet med noget akavet. Men det skal være slut nu.

Fremover vil jeg spidse ører, glæde mig over orglet, fryde mig over at kunne give slip i stemmen og synge af hjertets lyst og mine lungers fulde kraft. Meeeeeen det kræver lidt træning. Og derfor har jeg allieret mig med netop Lars Sardeman og Helle Solvang for at skabe en helt særlig aften på Samtidens Akademi.

Lars tryller bag tangenterne og har sammensat et udvalg af orgeloplevelser, hvor vi kommer rundt i forskellige musikgenrer og både skal opleve orglet helt tæt på og nede fra kirkerummet. Og Helle sørger for at varme os godt op, så alle kan være med. Alle kan være med. ALLE - for Helle er eminent god til at få hver fugl til at synge med sit næb.

Kom og lad os udforske orglets anatomi og klang - og syng med af hjertets lyst!

Previous
Previous

Hverdagens små rumrejser

Next
Next

En gammel mand, der dør er som et bibliotek, der brænder