Nu ringer det ind til borgerlystne hverdage

I dag ringer det ind til til hverdag for rigtig mange - og for resten er der en lille ferieuge tilbage. Og set med Borgerlyst-øjnene er det altid et virkelig spændende tidspunkt på året.

For vi kan efterhånden se et tydeligt mønster i, at nogle tidspunkter på året skaber en særligt god grobund for borgerlysten: Lige efter nytår og lige efter sommerferien...

Når vi har haft tid til at tænke os om og mærke efter, hvad meningen egentlig er med det hele. Når vi er friske og veludhvilede. Når vi har fået trukket vejret så dybt, at vi helt fysisk kan mærke, at "inspiration" og "åndedræt" er tæt forbundet rent etymologisk i "inspirare". Når vi har vendt hele verden med vores venner i de lyse sommernætter. Når Sankt Laurentii tårer strømmer henover himmelen og de mange stjerneskud giver os masser at chancer for at ønske. Når vi drømmer stort om, hvordan hverdagen, livet - og vi selv - også kunne være.

I de første uger tilbage på arbejdet, er der tit en helt særlig stemning. Men alt for ofte sætter hverdagen alt for hurtigt rigtigt ind. Vi forfalder til gamle vaner og mister troen på, at det nytter...

Hvis det skal være anderledes i år, er hjælpen nær. For i den nye Borgerlyst-bog har vi samlet alle vores bedste råd til, hvordan man udvikler, driver og bevarer energien i sine gode ideer og projekter. Og hvordan man udvikler en ide fra tanke til handling.

Det er en ordentlig krabat - men skrevet på en måde, så du nemt kan springe direkte til det sted i ide- og projektudviklingsforløbet, hvor du befinder dig lige nu...

Den kan bestilles her: https://borgerlyst.dk/bog - og vi ønsker alle en rigtig god og borgerlysten start på hverdagen...

Previous
Previous

Copenhagen Catalog

Next
Next

Det fælles bedste