Kunsten at tænke i mikrohandlinger
I dag er det præcis fem år siden, jeg holdt 'lock-out-skole' for 15 skønne unger, der ellers ikke kunne blive passet eller var begyndt at kede sig lidt derhjemme. Og hvor næsten lige så mange voksne meldte sig til at undervise ungerne i alt fra arkitekt-model-byggeri, indianerskjole, animation, journalistisk, parcour til kanelsneglebagning eller var gårdvagter i et par timer.
Og lige netop i disse dage forekommer det helt utroligt aktuelt.
Dels selvfølgelig fordi, der igen er en lok-out under opsejling, og det forhåbentlig kan være til inspiration for andre, hvordan man egentlig ret nemt kunne arrangere sin egen fuldstændig fantastiske skoledag - hvor det var lige sjovt og lærerigt for børn og voksne at være med.
Men også fordi jeg i disse dage sidder med den (forhåbentlig) sidste gennemskrivning af den nye borgerlystbog. ( læs mere om den og forudbestil her: https://borgerlyst.dk/bog )
Og en af de dage, der står klarest frem i erindringen blandt alle Borgerlyst-højdepunkterne er netop lock-out-skolen. I det eksperiment var det somom alt gik op i en højere enhed. Og jeg kunne virkelig se, at vores redskaber - som engagementstrappen, mikrohandlinger, faglige sammenskudsgilder og skalerbare arrangementer - virkede. For ved hjælp af dem blev det supernemt at arrangere noget, der ellers kunne have været totalt uoverskueligt.
Og så var det bare så sjovt og meningsfuldt at være skoleinspektør for en dag, at jeg er sikker på, at lockout-skolen også var med til at lægge kimen til, at jeg i dag er rektor for Samtidens Akademi.
Så fortvivl ikke, hvis der kommer lockout og I ikke aner, hvor I skal få ungerne passet, folkens. Jeg skal nok dele opskriften på, hvordan I nemt kan arrangere jeres egne lockout-skoler. Det er virkelig sjovt og ikke spor svært.
*****
Her følger det oprindeligt opslag fra 15. april 2013:
Her er et par brudstykker fra den fuldstændig fantastiske dag, jeg lige har tilbragt i selskab med 15 fantastiske unger og ca. lige så mange voksne i det, der startede som ideen om et "Klippeklistre-værksted for lock-out-ramte unger" og endte i en dag, hvor den ene voksne efter den anden bød ind som seje gårdvagter eller stod for værksteder og minikurser i byplanlægning/landskabsarkitektur, indianernes våbenskjole, journalistik, animation, parkour og kanelsneglebagningsextravaganza.
Dagen i dag har på SÅ mange måder været det smukkeste eksempel på, hvor lidt der egentlig skal til, og hvor meget man kan skabe ved hjælp af sammenskud, Borgerlyst og dejlige mennesker. Det var vildt inspirerende at se, hvordan en dejlig by ville tage sig ud set med børneøjne. Og mest af alt, var det vederkvægende at opleve, hvor dejligt det er for både børn og voksne at mødes på kryds og tværs af alder, bydele og interesser og skabe noget sammen. Uden skærme - med fuldt fokus på samværet og fællesskabet.
WAUW for en dag. Og tusind tak til alle jer, der var med til at få det til at ske.