Klassisk dannelse

I vores gamle sommerhus har vi en skuffe fyldt med Gyldendals Illustrerede Klassikere fra dengang min mor og onkel var børn.

Mange af dem slugte jeg selv som barn. De var mit første møde med verdensklassikerne. Og selvom det er en VIRKELIG pudsig og på mange måder problematisk genre, synes jeg alligevel, det er vildt at konstatere, HVOR meget af verdenslitteraturen jeg takket være dem i det mindste har haft en fornemmelse af, siden jeg var ganske lille. Og HVOR præcist, jeg den dag i dag kan huske helt konkrete (ofte dårlige) formuleringer og tegninger.

Nu har jeg lige haft fat i Iliaden igen, fordi jeg lige har set den nye Netflix-version og nu ville gense, hvordan det egentlig var den blev populær-skildret dengang i de illustrerede klassiskere. Og kan godt se på det hele, hvor tydeligt grundstenen til min interesse for græsk mytologi og oldtidskundskab blev lagt der.

Og så er jeg ret vild med, at de tilsidst i hver af dem, opfordrer læseren til at se at få læst den fulde udgave. Som her i Iliaden:

"Nu har du læst Iliaden i Illustrere KLassikeres udgave. Gå ikke tabt af den fornøjelse at læse den oprindelige tekst, der findes i en klassisk versoversættelse af Chr. Wilster og en ny prosaoversættelse af Otto Gelsted."

På allersidste side fulgt op af en lille introduktion til et par af de klassiske syv vidundere. (som min fantastisk oldtidskundskabslærer Fru Goldschmidt altid sagde, at vi skulle kunne på fingrene selvom man vækkede os midt om natten. Og det kan jeg så stadigvæk... ligesom hendes terpen om gudernes "attributter" også altid har hjulpet mig gennem museums- og tempelbesøg rundt om i verden).

Og således blev grunden til mit mærkværdige mix af populærkultur og højpandethed lagt i barndommens uendeligt lange somre, hvor jeg havde ufatteligt meget tid til at gnave mig grundigt gennem alt fra gamle Anders And-blade til BilledBlade fra 50'erne og så altså også Gyldendals Illustrerede Klassikere.