Farvel til den gode undervisning?

Uuuuuh - har lige set denne lille video, der for nylig er optaget på mit gamle gymnasium - Øregård.

Her har de arrangeret en begravelse for den gode undervisning for at gøre opmærksom på konsekvenserne af de store besparelser, der er på vej i gymnasierne.

Og det rører mig virkelig - for år for år bliver jeg mere og mere taknemmelig over, hvor fantastisk god undervisning jeg fik dengang, netop på Øregård. Den slags har man jo ikke noget sammenligningsgrundlag for, før man begynder at møde andre, der har gået på andre på gymnasier og pludselig opdager, hvor helt utroligt meget mere, man selv har fået med i gymnasietidens tre år.

Jeg tænker stadig næsten dagligt på vores legendariske latin og oldtidskundskabslærer, der åbnede oldtidskundskabens lyksaligheder og mysterier for os, og formåede at sige "Det er en helt basal del af Deres dannelse, at man skal kunne vække Dem midt om natten og De så kan nævne verdens syv vidundere uden at tøve et sekund" - hvilket jeg så selvfølgelig stadigvæk kan. Og meget af min fornemmelse for historiens vingesus og forbindelser tilskriver jeg den dag i dag hendes undervisning.

Jeg bruger ofte - og refererer ofte til - et fantastisk tip, min tysklærer , gav mig. Hun opdagede jo meget hurtigt, at jeg dengang talte næsten flydende tysk - og hun trak mig til side og sagde: "Jeg ved jo godt, at du kan - så det bliver for irriterende både for dig og dine klassekammerater, hvis du skal have fingeren oppe hele tiden. Undervisningen er bygget op, så jeg tager det letteste først, der kan de fleste være med. Men så bliver spørgsmålene sværere og sværere og tilsidst er det næsten altid kun dig, der kan svare. Vent med at række hånden op til dér og brug din taletid på det væsentlige."

Vores idrætslærer i 3.G. der som den første og hidtil eneste gymnastiklærer i mit liv formåede at give mig en masse glæde ved idrætstimerne, som jeg ellers altid både før og siden har været det eneste fag, jeg virkelig ikke brød mig om.

Jeg var meget glad for min engelsklærer, der satte barren ekstremt højt for, hvad vi skulle læse på engelsk allerede fra første færd. Vi var hendes første klasse nogensinde og når jeg engang imellem stønnede over, hvor svær litteraturen var til andre engelsklærere, jeg kendte, sagde de "wauw - hun er modig og tager virkelig undervisningen meget seriøst, hvis hun har givet jer det der i 1.G." Engang, da timen skulle til at starte, sagde hun "Nadja, i dag synes jeg, du skal undervise" Og så stod jeg fuldstændig uforberedt dér og prøvede at få timen til at hænge sammen. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor hun gjorde det. Men det er helt vildt, hvad jeg lærte i løbet af den time og hvor stor respekt, jeg resten af livet har undervisnings-opgaven.

Min biologilærer, der satte sig for, at mit tilvalgshold skulle deltage i en konkurrence om genetik og gen-etik, hvilket vi arbejdede ekstremt intenst på i månedsvis - og virkelig fik en masse indsigter og nye samarbejdsformer ud af...

Min fantastiske dansklærer, der kunne læse indledningen til "Ved vejen" op med en passion, der også meget ofte får mig til at til at sige "Stationsforstanderen skiftede frakke til toget - Satan til lidt forslag i tiden". Og det er også takket være ham, at man meget ofte hører mig deklamere "Skøn som en sønderskudt banegård", "jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død" og ikke mindst Årestrup, åh Årestrups, "En middag" hvor især strofen "Og orangens søde skive i din purpurmunds indfatning, fir for tabet af sin guldhud en guddommelig erstatning".

Og sådan kunne jeg egentlig blive ved med at nævne den ene efter den anden. De var simpelthen så optagede af at videregive alt det, de selv brændte for til os elever, der jo ofte havde 1000 andre ting i hovedet og først mange år senere har forstået og værdsat, hvor dygtige og engagerede vores lærere var.

Fælles for dem var, at de ikke alene tog deres fag meget alvorligt og satte den faglige barre meget højt. De formåede virkelig også at se mig og give mig de små skub eller gode råd, jeg havde brug for, som den temmelig kejtede - eller i hvert fald meget, meget anderledes - teenager jeg var.

Nu ser jeg så på denne lille video. Optaget i den smukke aula, der i tre år var omdrejningspunktet for mit liv. Og selvom nogle af mine daværende lærere er døde og pensionerede for længst ser jeg også et par velkendte ansigter i flokken.

Og hvor er det dog sejt, at de har taget kampen op - og hvor jeg under dem, at både de og deres yngre kolleger også fremover får mulighed for at videregive alt det, de har lært og kært til de yngre generationer.