Legeplads

Hvis Samtidens Akademi var et hof, var vi et hof, der udelukkende bestod af hofnarre. Her taler vi altid frisprog, og er ikke bange for at gøre os selv til grin. Det er både os, der rejser de spørgsmål, ingen andre tør stille - og os der bidrager til at genfortrylle verden med kunst, kultur, ånd og et strejf af magi.

Men hvor tidligere tiders hofnarre ofte var alene om at udfordre vanetænkningen og beslutningstagerne - og hvor mange af os, der i dag samles på akademiet tidligere følte os ret alene med vores tanker, ideer og drømme - er vi på Samtidens Akademi mange ligesindede. Mange, der fra hver vores vinkel, med hver vores faglige indsigt, på baggrund af hver vores personlige erfaringer samles for at løfte i flok.

Men lad dig ikke narre. Det er ikke for sjov. Nok er vi ekvilibrister og livsartister. Men Samtidens Akademi er ikke et cirkus. Det er gravalvorlige spørgsmål, vi samles om. Det er langtfra lutter latter. Men vi bliver så kollektivt handlingslammede af alle dystopierne. Hvis vi skal kunne gøre en forskel, bliver vi nødt til at turde drømme og tænke stort igen. Strække os efter utopierne.

Når vi kalder Samtidens Akademi for en legeplads, er det fordi vi tror, det er vigtigt, at vi ikke bare lærer, men også leger, hele livet. Fordi vi gerne vil bevise, at utopierne ikke behøver at være så utopiske endda.

Hvis vi har en fælles legeplads, bliver det nemmere at samle vores kræfter, pulje vores viden, udvikle sammen. At sætte en masse eksperimenter i søen og acceptere, at for at nogle kan lykkes, vil mange undervejs mislykkes. At sætte vores lid til, at humlebier jo trods alle odds faktisk kan flyve, og acceptere, at det nok bliver op til tosserne at redde verden, når nu ingen andre rigtigt tør. At pulje det bedste, vi har lært, for sammen at styrke alt det, vi har kært.

Hvorfor er det vigtigt?

Ideen til Samtidens Akademi opstod i høj grad ud fra erkendelsen af, hvor svært det som voksen kan være at bevare nybegyndermentaliteten og evnen til at forestille sig det, der ikke allerede findes. Men begge dele er superkompetencer, hvis vi gerne vil nytænke samfundet og den måde, vi gør tingene på. Derfor er det vigtigt at skabe rammerne for, at voksne tør blive ved med at eksperimentere og kaste sig ud i noget, de aldrig har prøvet før.

Som barn er det nemt. Man prøver kræfter med det meste, får ros for selv de mest ubehjælpsomme forsøg og kan i skolen og på museernes børneværksteder kaste sig ud i alt muligt sjovt. Men efterhånden som man bliver ældre indsnævres feltet. Man får travlt med skolen og kærester og fester; man begynder så småt at opdage, hvad man har talent for og bliver usikker på de punkter, hvor de andre excellerer og pludselig har overhalet en. Og for de fleste vedkommende er det først som pensionister de igen begynder at kaste sig ud i at opdyrke glemte talenter. Det er for ærgerligt - for alene selve processen med at være nybegynder igen og udforske nye områder, kan være meget inspirerende. Og den krydskobling, der kan opstå i spændingsfeltet mellem det, man mestrer og det, man prøver kræfter med for allerførste gang, kan være meget frugtbart.

For de fleste voksne kan det bare være ret grænseoverskridende at kaste sig ud i. Men på Samtidens Akademi gør vi det nemmere ved at hylde nybegynderne og den gensidige mesterlære - og ved at bringe elementer fra barndommens land - som lejrskoler, skattejagter og orienteringsløb - ind i de voksnes verden.

Når voksne “leger”, minder det på mange måde om at indrette et dukkehus, lege "Børnenes Postkontor" eller opfinde et nyt univers sammen, hvor man maler billeder for hinanden af noget, der ikke allerede findes, men som man kan se så levende for sig, at man kan beskrive det så levende for andre, at de kan lege med.

Men når voksne leger, har vi reel mulighed for at udvikle vores fantasiuniverser til virkelighed. Fordi vi udover fantasien og alle vores ideer, trækker på alle de erfaringer, vi har gjort os tidligere i vores arbejdsliv, på det store netværk vi har opbygget gennem årene, de personlige erfaringer, der har formet os. Og nu er det rigtige frimærker og 1000-kronsedler, vi bruger. Og forhåbentlig også rigtige og velfungerende nye løsninger vi udvikler.