Låge 1: No 20 CYKLUS

"Hvilke faser af et projekt befinder du dig bedst i?
Og hvordan bevarer du energien i de dele af processen, der falder dig sværest?"

Det er igen den løvløse tid. Udenfor rusker det, og jeg kan igen skimte Storebælt og se aftensolen smelte mellem stammerne. Musvitterne melder sig ret ofte med sagte pik på ruden. Men ellers er her stille. Helt stille. Og jeg nyder stilheden, så det sitrer i fingerspidserne.

Jeg nød også foråret buldren. Rabarbernes røde knytnæver, de første forårsbebudere, kastanjealléns lys. Sommerens summen, svirren og sværmen. Sensommerens svømmeture langs kysten i havblik. Efterårets gyldne glæder. Og alle mikroårstiderne, hvor hvert døgn og hver en plante følger sin egen lille cyklus. Fra æbletræernes blomsterpragt til deres pludselige yndefald. De flygtige øjeblikke, hvor hyldeblomsterne, brombærrene, tomaterne kaldte på høst.

Jeg har elsket hvert et døgn.

Men glæden ved den løvløse tid, der har overrasket mig mest.

For mens det er let at omfavne de andre årstiders overdådighed, gør vintertiden ikke så meget væsen af sig. Man skal tage sig lidt mere tid for at opdage al dens skønhed. Lade sig forundre over den ene rose, der skyder op af den frosne jord. Snebærrenes stædige klyngen sig til grenene, så de i blæsten faktisk ligner hvirvlende snefug. Man er - som Thorkild Bjørnvig så smukt skriver i 'Mørk er november' nødt til at lade sit eget hjerte lyse endnu stærkere.

Man skal skynde sig udenfor, så snart det kolde, klare lys kalder. Og unde sig selv nogle natteture under stjernerne - eller i fuldmånens sølvskin.

Og midt i vinterens dybe stille ro kan tankerne så få lov at folde sig ud. Få tyngde og dybde. Finde rodfæste.

På den måde har det første års liv i skoven været en meget håndgribelig erfaring med den projektcyklus, Andreas Lloyd og jeg flere gange har skrevet om i Borgerlyst-bøgerne.

For hovedpointen her er, at nye ideer ofte føles som en voldsom, buldrende forårsforelskelse. Så berusende, at man næsten kan blive forelsket i forårsfornemmelsen i sig selv. Man kan og tør alt. Tror på det hele.

Så kommer sommeren, hvor det hele forhåbentlig begynder at køre. Det er behageligt, men knap så berusende. Og pludselig er det efterår. Bladene falder af træerne. Og i al deres nøgenhed toner alle udfordringerne klart frem. Det er nu projektet skal stå sin prøve. For forskellen på en god ide og et realisieret projekt er, om man formår at holde fast og videreudvikle ideerne, også når det begynder at blive svært. Når man skal til at skære meget af det sjove fra, når samarbejdsvanskelighederne begynder at bide, når man opdager alle de begrænsninger, man var blind for i begyndelsens begejstring (heldigvis for det, kan man sige, ellers kom de færreste nogen sinde igang). Det er helt naturligt, at efteråret kommer. Det er vigtigt. Det er nødvendigt. Men det kan være skræmmende og svært.

Så følger vinterens eftertænksomhed. Man er blevet SÅ meget klogere. Og nu er man nødt til at tænke sig om. Hvad skal forandres og hvad skal bevares? Hvad kan gøres endnu bedre? Hvilke nye tanker skal have ro til at finde rodfæste?

Og lige så stille bevæger man sig ind i et nyt forår...

Under arbejdet med Borgerlyst har vores grundbekymring været, at vi efterhånden har udviklet et samfund, hvor vi har vænnet os til at springe direkte fra forår til forår. Man kan ligefrem blive så afhængige af forårsfornemmelserne og springer fra projekt til projekt, job til job, partner til partner, før det nogen sinde når at udfolde sig ordentligt. Men de andre årstider er en vigtig del af processen. Og når vi ikke tager os tid nok til de andre årstider, bliver resultatet af vores arbejde ikke alene markant dårligere - vi risikerer også selv at blive stressede. Vi har brug for at genoptræne vores evne til at være i og værdsætte vintertiden. Dyrke roen og eftertanken. Alting bliver bedre af at marinere lidt længere.

Set i dét lys var coronanedlukningerne virkelig interessante. For uden på nogen måde at ignorere alt det svære, triste og helt uoverskuelige, var det som om vi på hele kloden fik en tiltrængt chance for at lave en tiltrængtopbremsning og tænke os og grundigt om. En dyb, global, kollektiv vejrtrækning.

Og selvom jeg også er udmattet ved udsigten til flere restriktioner og nye nedlukninger, føles det også lidt som om vi som menneskehed har fået en ekstra chance. At selvom alt for mange alligevel bare vendte blindt tilbage til verden som vi kendte den, så snart restriktionerne blev hævet, får vi nu alligevel lige en ekstra vinter - både helt bogstaveligt kalendermæssigt og i den mere overførte projekt-cyklus-betygning til at få tænkt det hele igennem igen. Nu har vi både prøvet nedlukningernes afsavn, eftertænksomhed, ro og genopdagede sysler i flere omgange OG nydt genstartens mange fristelser og fornøjelser. For de flestes vedkommende lidt hektisk, fordi der var både var så mange nye livsovervejelser i spil og arrangementerne lå ekstra tæt på grund af de mange udskudte fejringer. Nu har vi sprunget fra asken til ilden, set gnister og mærket gløden.

Alt tyder på, at vi denne vinter får en ny chance for at tænke os om. Og tale nuanceret og ærligt om, hvad der reelt fungerer bedst for hver enkelt af os? Hvad er det for nogle liv, vi gerne vil leve? For et samfund, vi gerne vil skabe? For en klode, vi gerne vil bebo fremover?

I dag skriver kalenderen formelt VINTER igen.

Lad os få det bedste ud af denne vintertid.

Glædelig december alle sammen.

Previous
Previous

No 2: Koncentration & No 9: Arbejdstid