En stor del af tankerne bag Samtidens Akademi kredser om vores anatomi. Ofte føles det som om vi i de seneste årtier har haft så travlt med at lære at blive digitale, at vi i mellemtiden helt har glemt at træne resten af vores sanser og har ladet meget af vores anatomi forkrøble.

På Samtidens Akademi holder vi meget af det digitale, og er på ingen måde teknologiforskrækkede. Men vi længes samtidig efter alt det andet. For vi er stærkt inspirerede af vidt forskellige gamle dannelsesbegreber, der på hver deres måde lægger vægt på "det hele menneske". Uanset, om man tager fat i det græske Eudaimonia-begreb, det jødiske "Mensch", Grundvigs insisteren på, at det liv vi lever, er så dyrebart og enestående, at man bør agte det eller renæssancens idealer er fællesnævneren, at det handler om at stræbe efter at blive den bedst mulige udgave af sig selv - og gøre mest muligt til fordel for det fælles bedste.

Vi har lyst til at genoptræne håndværket, håndgerningerne og det håndgribelige. Genopdyrke vores fornemmelse for det multidimensionelle. Materialerne. Det taktile.

På Samtidens Akademi strækker vi vores øjne. Skærper vi vores lydhørhed. Træner vi vores borgermuskler. Lytter vi til vores mavefornemmelse. Lader vi tankerne løbe uendeligt lange svinkeærinder gennem vores hjernevindinger. Smager vi på alt, der rører vores læber. Går vi gerne omveje. Følger vi vores hjerter.